Stafetten gives videre i Roskilde Fællesbageri
Efter snart ni år som direktør for Roskilde Fællesbageri giver Henrik Vincents Johansen den 31. oktober 2026 stafetten videre til Morten Jensen.
Det bliver dermed både et farvel og et goddag. En stor tak til Henrik for en markant indsats gennem en årrække – og samtidig et varmt velkommen til Morten, som skal føre Fællesbageriet videre med respekt for selskabets historie og værdier og med nye øjne på fremtiden.

Et Fællesbageri i økonomisk god form
Henrik Vincents Johansen kom til Roskilde Fællesbageri i 2018 efter en lang karriere i den finansielle sektor. For ham har arbejdet med Fællesbageriet været mere end et direktørjob.
“Det har været et con amore-projekt for mig. Fællesbageriet har en helt særlig historie, og det har været en ære at få lov til at være en del af den. Jeg har forsøgt at kombinere en kølig økonomisk hjerne med et varmt socialt hjerte. Økonomien er et middel og ikke et mål, men en sund økonomi giver os mulighed for at træffe de rigtige langsigtede beslutninger og samtidig holde fast i det sociale formål, som Fællesbageriet bygger på”, siger Henrik Vincents Johansen, der før sin tid i Fællesbageriet har erfaring fra stillinger som underdirektør i Danske Bank, BG Bank og afdelingsdirektør i Nykredit.
Under hans ledelse er tomme lejemål blevet aktiveret, udlejningsmassen er øget, og selskabet har fået et stærkt cash flow og en robust økonomi.
Samtidig er der gennemført en lang række store renoverings- og forbedringsprojekter, og senest har Fællesbageriet købt ejendommen i Karen Olsdatters Stræde, hvor selskabets administrationskontor har fået til huse.


Bestyrelsesformand Per Palludan fremhæver netop det solide fundament, som Henrik efterlader.
“Henrik har haft styr på driften og har været en meget vigtig del af den udvikling, Fællesbageriet har været igennem. Han afleverer et selskab med en sund økonomi og et stærkt fundament for de kommende år. Det skylder vi ham en stor tak for”, siger Per Palludan.
Nye øjne – samme værdier
Den nye direktør er 50 år og bosat i Tune. Morten Jensen kommer med mange års ledererfaring inden for økonomi, administration, ejendomsrelaterede opgaver, indkøb og kontraktstyring.
Han er regnskabsuddannet i Københavns Lufthavn og har blandt andet været økonomichef i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Han kommer senest fra en stilling som administrationschef i Sweco, hvor han blandt andet har arbejdet med Facility Management, virksomhedens lejemål, flytning af hovedkontor og opkøb i en periode med betydelig vækst.

“Roskilde Fællesbageri har en fin historie og nogle værdier, som jeg har stor respekt for. Jeg er kommet i Roskilde hele mit liv, og derfor betyder det også noget særligt for mig at få mulighed for at arbejde lokalt. Jeg glæder mig til at komme tæt på både organisationen, ejendommene og vores lejere og til at forstå Fællesbageriet helt fra bunden”, siger Morten Jensen og fortsætter:
“Jeg kommer samtidig med erfaring fra den anden side af bordet, hvor jeg selv har været lejer, kunde og samarbejdspartner. Det perspektiv tager jeg med mig ind i rollen. Mit fokus bliver i første omgang at lære virksomheden grundigt at kende, bygge videre på det stærke fundament og sammen med medarbejderne se på, hvor vi kan udvikle Fællesbageriet videre”.
For bestyrelsen handler direktørskiftet både om kontinuitet og udvikling.
“Vi skal bevare det, der fungerer, men et direktørskifte giver naturligt også mulighed for nye perspektiver. Med Morten får vi stærke økonomiske og administrative kompetencer, erfaring med ejendomsdrift og godt købmandskab. Det er et godt match med den retning, vi ønsker for Fællesbageriet”, siger Per Palludan, der tiltrådte som bestyrelsesformand på generalforsamlingen i 2024.
For de private lejere fortsætter hverdagen i vid udstrækning som hidtil med de kendte medarbejdere i administrationen og blandt håndværkerne. Morten vil i den første tid samtidig bruge kræfter på at komme rundt, møde blandt andet erhvervslejerne og lære Roskilde Fællesbageri at kende indefra.
135 års historie skal føres videre

Roskilde Fællesbageri udspringer af den kooperative bevægelse og har siden 1891 været en del af Roskildes historie. I dag er bageriet for længst blevet til et lokalt ejendomsselskab, men ambitionen er fortsat langsigtet: at passe godt på selskabets ejendomme og skabe gode og betalbare rammer for mennesker og erhverv i Roskilde. Det perspektiv fylder også hos den afgående direktør:
“Vi står på skuldrene af generationers hårde arbejde. Derfor har vi et ansvar for at aflevere Fællesbageriet i bedre stand, end da vi selv trådte ind i opgaven. Jeg er stolt af det sted, vi står i dag, og jeg glæder mig til at følge Fællesbageriet videre fra sidelinjen, siger Henrik Vincents Johansen, som udover at se mere til sin kone, deres børn og fire børnebørn har en ambition om at tabe 10 kilo og måske gå til yoga, så han også om 10 år selv kan tage sine strømper på”, som han siger med et stort smil.
Bestyrelsen ønsker Henrik Vincents Johansen alt det bedste i den næste fase af livet og byder samtidig Morten Jensen hjerteligt velkommen til Roskilde Fællesbageri. Direktørskiftet bliver markeret ved en reception i Restaurant Håndværkeren torsdag den 8. oktober 2026 kl. 15.00-17.30.
